Ved indgangen til 2023 blev nøgletallet ÅOP (årlig omkostning i procent) udfaset til fordel for nye standardiserede EU-regler for opgørelse af en aktiefonds omkostninger. Investeringsforeninger er nu forpligtede til at stille mere fyldestgørende informationer til rådighed for investorerne i form af et standardiseret dokument med detaljerede oplysninger om en aktiefonds karakteristika, risiko, afkastscenarier og omkostninger.
Det betyder, at det nu som investor er sværere at få et enkelt overblik over den enkelte aktiefonds omkostninger, da den enkelte investeringsforening nu skal opgive både engangsomkostninger, løbende omkostninger og yderligere omkostninger for den enkelte aktiefond.
Vi har analyseret 23 passive aktiefonde fra danske investeringsforeninger for at give dig et overblik over de enkelte aktiefondes samlede omkostningsbillede. De 23 analyserede aktiefonde har minimum 3 års afkasthistorik, en Morningstar rating for historisk performance på minimum 3 ud af 5 stjerner, samt de mest positive fremadrettede ratings fra Morningstars analytikere (Gold, Silver eller Bronze).
I analysen finder du følgende omkostninger for de enkelte aktiefonde:
- Emissionstillæg, der svinger fra 0,08% til 0,36% (prisen for udstedelse af nye beviser ved køb af investeringsbeviser)
- Indløsningsfradrag, der svinger fra 0,07% til 1,5% (prisen for at få investeringsbeviser indfriet ved salg af investeringsbeviser)
- Maksimale årlige administrationsomkostninger, der svinger fra 0,1% til 2,5%
- Løbende omkostninger, der svinger fra 0,35% til 0,56% (fx husleje, it, løn, revision, gebyr til depotbanken, gebyrer til staten, markedsføring)
- Løbende formidlingsprovision, der svinger fra 0% til 0,3% (til banker og andre distributionskanaler)
De analyserede aktiefonde fra Nykredit, SEBinvest og Sparinvest Index har et højere omkostningsniveau end aktiefondene fra BankInvest, Danske Invest, Nordea Invest og Sydinvest. Det er altså de analyserede passive aktiefonde fra investeringsforeningerne, der er tættest forbundet i partnerskab med bankerne, der har et lavere omkostningsniveau.
Du kan se den samlede analyse nedenfor.
Følg investeringsmyter.dk på LinkedIn eller her på vores webside, når vi analyserer danske investeringsforeninger og deres aktiefonde. Hvis du selv ønsker at tage kontrol over din opsparing, kan du også gratis rekvirere vores opdaterede guide ”Hjælp til at investere” her på vores webside
Forbehold for fejl. Historiske afkast er ingen garanti for fremtidige afkast. Analysen er ikke en investeringsanbefaling. Investeringsmyter.dk kan ikke gøres ansvarlige for dispositioner foretaget på baggrund af vores analyser.