Det er i disse dage et halvt år siden, at de globale aktiemarkederne vendte rundt, og vi ser nu tydeligt, hvilke aktiefonde der har den bedste ”polstring” til at klare nedturen.
Mange vækstfonde, som leverede stærke afkast frem til slutningen af året, ligger nu med betydelige to-cifrede fald på mellem 12% og 40%. Omvendt har fonde med fokus på valueaktier, defensive aktier, lav volatilitet og højt udbytte vist, at de er mere ”bestandige mod uvejret” på de globale aktiemarkeder. Et ”uvejr” forårsaget af stigende inflation, lønpres, vaklende forbrugere, krigens efterdønninger og en lurende recession, der alt sammen er noget, som kan ”rive tæppet væk” under virksomhedernes indtjening.
Vi har analyseret 18 af de mest modstandsdygtige globale aktiefonde, som har leveret de bedste år-til-dato afkast. Seks af de 18 fonde har leveret et positivt afkast, men de resterende 12 fonde har begrænset deres tab til under 5% år-til-dato.
Nordea Invest Stabile Aktier (4,6%), MS Invest Value Aktier (2,6%) og Sparinvest Value Aktier (2,4%) har leveret de højeste afkast år-til-dato. På længere sigt (3 år) har Maj Invest Global Sundhed (19,3%), Nykredit Invest Globale Aktier SRI (13,9%) og Great Dane Globale Aktier (13,3%) leveret de højeste afkast i gennemsnit pr. år.
Målt på sharpe ratio (der udtrykker merafkast efter omkostninger målt i forhold til risiko over 3 år, og hvor en score på omkring 1 normalt anses som den gode investering) er vinderne Maj Invest Global Sundhed (0,88), Nykredit Invest Globale Aktier SRI (0,88) og Nordea Invest Globale Udbytte Aktier (0,85).