Kritik af Morningstars benchmark for danske aktier

Børsen havde i fredags (side 44) en artikel med overskriften: Investorer: Morningstars benchmark er ”skævt”. Anledningen synes at være, at Morningstar den 31. oktober udskiftede sin brug af MSCI’s indeks “MSCI Denmark” med Morningstars eget indeks “Morningstar Denmark TME NR USD”.

Porteføljeforvaltere fra Artha Kapital Forvaltning, Falcon Invest og PFA Asset Management kritiserer i artiklen Morningstar for ikke at sammenligne de danske aktiefondes resultater med et indeks, som man reelt kan investere i og dermed forsøge at slå.

Problematikken opstår fordi Morningstars indeks indeholder en vægtning af Novo Nordisk på knap 60%, mens aktivt og passivt forvaltede danske aktiefonde lovgivningsmæssigt højst må have en eksponering på henholdsvis 10% og 20% i aktier udstedt af en enkelt koncern.  Derfor kan fondene på nuværende tidspunkt med Novo Nordisks dominans på det danske aktiemarked vanskeligt slå indekset. 

Problematikken er ikke ny. Den 2. januar 2017 blev en “capped” version af det danske OMXC25 indeks indført for dengang at begrænse vægten af A.P. Møller/Mærsk i indekset. En “capped” version af indekset kan hjælpe med til at skabe en mere afbalanceret repræsentation af de enkelte selskaber og reducere en overdreven dominans fra et enkelt eller få store selskaber i indekset.

Morningstar brug af MSCI Denmark indekset før 31. oktober gav imidlertid heller ikke et retvisende sammenligningsgrundlag. I MSCI Denmark indekset vægter Novo Nordiske knap 65% og de 10 største selskaber over 93%. Så svagheden ved Morningstars brug af indeks til sammenligninger for det danske aktiemarked er ikke ny.

Hos investeringsmyter.dk analyserer vi danske investeringsforeninger og fonde for vores kunder til brug for deres egne investeringer. Her oplever vi ikke, at Morningstars valg af indeks er et problem overhovedet. Vores analyser, der baserer sig på Morningstars store mængder af investeringsdata giver så mange andre muligheder for at sammenligne de enkelte fonde med hinanden og på det grundlag træffe beslutninger om, i hvilke fonde man kan opnå de bedste investeringsresultater.

Som eksempel på nogle af de tilgængelige data i vores analyser kan du nedenfor se vores seneste analyse af 26 aktiefonde med investeringer i danske aktier fra danske investeringsforeninger.

Tak fordi du følger investeringsmyter.dk på LinkedIn eller her på vores webside, når vi analyserer danske investeringsforeninger og deres aktiefonde. Hvis du ønsker at tage kontrol over din egen opsparing og ønsker en individuel tilpasset investeringsanalyse, kan du også læse mere og gratis rekvirere vores guide ”Hjælp til at investere” her på vores webside.

Klik på billedet for at forstørre det
Klik på billedet for at forstørre det

Se indlægget på LinkedIn

Forbehold for fejl. Historiske afkast og udbytter er ingen garanti for fremtidige afkast. Analysen er ikke en investeringsanbefaling. Investeringsmyter.dk kan ikke gøres ansvarlige for dispositioner foretaget på baggrund af vores analyser.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *