To førsteklasses ETF’er fra iShares med mere end 100.000 danske investorer

De fleste banker i Danmark har efterhånden åbnet op for, at deres kunder kan handle børsnoterede ETF’er (Exchange Traded Funds) i deres depoter. Bankerne har ellers traditionelt beskyttet deres egne aktivt forvaltede fondes høje indtjening ved at holde de mere prisbillige ETF’er ude af sortimentet, ligesom de har været tilbageholdende med selv at introducere egne billigere passivt forvaltede investeringsalternativer i et betydende omfang.

Men nu har tabet af mere end 400.000 kunder alene til Nordnet i Danmark øjensynligt tvunget bankerne til at begynde at åbne op for det store udvalg af børsnoterede fonde til meget lave omkostninger, som ETF’erne byder på.  Vores tidligere analyser har tilmed vist, at ETF’erne ofte leverer bedre risikojusterede afkast end fonde fra de bankejede danske investeringsforeninger.

De to mest efterspurgte ETF’er i Danmark er fra amerikanske iShares. iShares er den største ETF udbyder i Danmark og er ejet af BlackRock Inc. Black Rock Inc. er verdens største investeringsforvalter med hovedsæde i New York og opererer i mere end 100 lande.

De to ETF’er er:

  • iShares Core MSCI World UCITS ETF USD (Acc) (EUR)
  • iShares Core S&P 500 UCITS ETF USD (Acc) (EUR)

Begge har cirka 45.000 investorer alene på Nordnet. Nordnet tilbyder handel med ETF’er fra iShares på flere børser, herunder den tyske børs Xetra. Xetra er en af Europas største handelsplatforme for aktier og ETF’er, og det er særligt populært for handel med ETF’er på grund af sin likviditet og konkurrencedygtige priser. Handlerne foretages i euro.

Når UCITS er nævnt i forbindelse med en ETF’s navn, indikerer det, at denne ETF er reguleret og overholder UCITS-direktivet. Dette betyder, at ETF’en opererer inden for rammerne af de standarder og krav, der er fastsat af EU for investeringsfonde. Dette kan give investorer en vis grad af sikkerhed og beskyttelse, da UCITS-reglerne sætter bestemte grænser og krav til diversificering, risikostyring og investeringsmål for de fonde, der opererer inden for denne ramme.

Vi vil i det følgende beskrive de to ETF’er yderligere.

iShares Core MSCI World UCITS ETF USD (Acc) (EUR)

Denne ETF opnår de maksimale 5 Morningstar stjerner for historisk performance. Desuden har ETF’en den næstmest positive fremadrettede Morningstar medalist ”Silver” rating. Denne rating er et udtryk for analytikernes vurdering af ETF’ens evne til at overgå andre fonde indenfor samme kategori og ETF’ens benchmark/indeks på et risikojusteret grundlag på lang sigt.

ETF’en er den største ETF med investeringer i globale aktier og dens aktiver udgør knap 70 mia. dollars. Til sammenligning har den største passivt forvaltede børsnoterede globale aktiefond fra en dansk investeringsforening aktiver på omkring 14 mia. kroner (Danske Invest – Global Index KL).

ETF’en blev etableret i 2009 og er passivt forvaltet og akkumulerende, så der betales ikke udbytter. ETF’ens investeringsmål er at give investorerne et totalt afkast, som reflekterer afkastet på MSCI World indekset. For at opnå dette mål, er ETF’ens investeringspolitik at investere i en portefølje af aktier, der så vidt muligt og praktisk består af komponenterne i MSCI World indekset, som er denne ETF’s benchmark.

MSCI World indekset er et bredt globalt aktieindeks, der repræsenterer udviklede markeder over hele verden. Indekset indeholder aktier fra store og mellemstore virksomheder i 23 udviklede lande. Disse lande omfatter USA, Canada, det meste af Europa (herunder Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Schweiz), Japan, Australien og flere andre.

Indekset er vægtet efter markedsværdi, hvilket betyder, at større virksomheder har en større indflydelse på indeksets samlede værdi end mindre virksomheder. MSCI World indekset er det mest populære benchmark for investorer, der ønsker at følge udviklingen af de globale aktiemarkeder, især inden for udviklede økonomier.

MSCI World indekset indeholder aktier fra omkring 1.600 selskaber fordelt over de 23 udviklede lande, der er inkluderet i indekset. Disse selskaber repræsenterer en bred vifte af sektorer og brancher, og indekset sigter mod at give en omfattende dækning af de større og mellemstore virksomheder i de udviklede markeder. Antallet af selskaber kan variere over tid på grund af ændringer i sammensætningen af indekset og tilføjelse eller fjernelse af virksomheder fra listen over indekskomponenter.

ETF’en er placeret i Morningstars kategori “Morningstar Gbl TME NR USD”, der refererer til en global investeringsfond, der søger at give investorer eksponering mod hele aktiemarkedet over hele verden, med angivelse af den samlede afkast efter omkostninger i amerikanske dollars.

ETF’en har 3 af de maksimale 5 Morningstar globusser for bæredygtighed. Et investeringsbevis koster 88,04 euro og for investor er ETF’ens årlige løbende omkostninger 0,20%.

Godt 73% af ETF’ens investeringer er i USA, mens Europa står for godt 17%, Japan godt 6% og Asien og Nye Markeder knap 4%.

Godt 20% af ETF’ens aktiver er investeret i de 10 største positioner, som er selskaberne Microsoft, Apple, NVIDIA, Amazon, Meta, Alphabet Class A, Alphabet Class C, Eli Lilly, Tesla og Broadcom. ETF’en har i alt 1.479 aktiepositioner.

ETF’en er kommet godt fra start i 2024 og har leveret et afkast på 7,02% år til dato. Det gennemsnitlige årlige afkast for 1, 3, 5 og 10 år er henholdsvis 22,26%, 12,56%, 12,62% og 11,74%.

ETF’en har en sharpe ratio på 0,85, en beta-værdi på 0,68, en alpha-værdi på 6,72, samt en standardafvigelse på 13,52% (alle nøgletal er beregnet over 3 år). Disse tal indikerer, at ETF’en har et både relativt og absolut højt afkast i sin kategori og med en moderat risiko.

Risikoen i en ETF kan også udtrykkes ved antallet af negative kvartaler. ETF’en har haft et negativt afkast i 4 af de sidste 20 kvartaler. I de fire negative kvartaler var det gennemsnitlige negative afkast -8,61%.

iShares Core S&P 500 UCITS ETF USD (Acc) (EUR)

Denne ETF opnår de maksimale 5 Morningstar stjerner for historisk performance. Desuden har ETF’en den mest positive fremadrettede Morningstar medalist ”Gold” rating. Denne rating er et udtryk for analytikernes vurdering af ETF’ens evne til at overgå andre fonde indenfor samme kategori og ETF’ens benchmark/indeks på et risikojusteret grundlag på lang sigt.

ETF’en er den største ETF med investeringer i amerikanske aktier og dens aktiver udgør knap 78 mia. dollars. Til sammenligning har den største passivt forvaltede børsnoterede amerikanske aktiefond fra en dansk investeringsforening aktiver på omkring 2,4 mia. kroner (Sparinvest Index – USA Growth KL).

ETF’en blev etableret i 2010 og er passivt forvaltet og akkumulerende, så der betales ikke udbytter. ETF’ens investeringsmål er at levere samme totale nettoafkast som benchmark (det amerikanske S&P 500 indeks) fratrukket ETF’ens omkostninger.  For at opnå dette mål, er ETF’ens investeringspolitik at investere i en portefølje af aktier, der så vist muligt og praktisk består af komponenterne i S&P 500 indekset, som er denne ETF’s benchmark.

S&P 500 indekset er et af verdens mest anerkendte aktieindeks og repræsenterer en bred vifte af store amerikanske virksomheder. Indekset indeholder typisk 500 af de største og mest veletablerede virksomheder i USA, målt efter deres markedsværdi.

S&P 500 indekset omfatter virksomheder fra forskellige sektorer, herunder teknologi, finans, sundhedsvæsen, forbrugsgoder, industri og mange flere. Indekset er vægtet efter markedsværdi, hvilket betyder, at større virksomheder har større indflydelse på indeksets værdi end mindre virksomheder.

De virksomheder, der er inkluderet i S&P 500 indekset, er udvalgt af Standard & Poor’s, et førende finansielt serviceselskab, og de udvælges baseret på visse kriterier, herunder størrelse, likviditet og andre faktorer.

S&P 500 indekset betragtes som en nøglebenchmark for det amerikanske aktiemarked og anvendes af investorer over hele verden til at måle præstationen af amerikanske aktier og som et referenceniveau for investeringsfonde og porteføljer.

ETF’en er placeret i Morningstars kategori “Morningstar US LM NR USD”, der refererer til en amerikansk investeringsfond, der primært fokuserer på store selskaber i USA, med angivelse af den samlede afkast efter omkostninger i amerikanske dollars.

ETF’en har 3 af de maksimale 5 Morningstar globusser for bæredygtighed. Et investeringsbevis koster 492,20 euro og for investor er ETF’ens årlige løbende omkostninger blot 0,07%.

Godt 30% af ETF’ens aktiver er investeret i de 10 største positioner, som er selskaberne Microsoft, Apple, NVIDIA, Amazon, Meta, Alphabet Class A, Berkshire Hathaway, Alphabet Class C, Eli Lilly og Broadcom. ETF’en har i alt 503 aktiepositioner.

ETF’en er kommet stærkt fra start i 2024 og har leveret et afkast på 8,40% år til dato. Det gennemsnitlige årlige afkast for 1, 3, 5 og 10 år er henholdsvis 26,75%, 15,39%, 15,29% og 14,95%.

ETF’en har en sharpe ratio på 0,96, en beta-værdi på 0,69, en alpha-værdi på 7,08, samt en standardafvigelse på 14,65% (alle nøgletal er beregnet over 3 år). Disse tal indikerer, at ETF’en har et både relativt og absolut højt afkast i sin kategori og med en moderat risiko.

Risikoen i en ETF kan også udtrykkes ved antallet af negative kvartaler. ETF’en har haft et negativt afkast i 4 af de sidste 20 kvartaler. I de fire negative kvartaler var det gennemsnitlige negative afkast -6,29%.

Data i denne analyse er baseret på data fra Morningstar den 27/2-24. Du kan læse mere om Morningstar og vores samarbejde med Morningstar her på vores webside.

Tak fordi du følger investeringsmyter.dk når vi analyserer danske investeringsforeninger og deres aktiefonde. Hvis du ønsker at tage kontrol over din egen opsparing og ønsker en individuel tilpasset objektiv investeringsanalyse, kan du også læse mere og gratis rekvirere vores guide ”Hjælp til at investere” her på vores webside.

Se indlægget på LinkedIn

Forbehold for fejl. Historiske investeringsresultater er ingen garanti for fremtidige investeringsresultater. Analysen er ikke en investeringsanbefaling. Investeringsmyter.dk kan ikke gøres ansvarlige for dispositioner foretaget på baggrund af vores analyser.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *