PFA, Sampension og Artha Kapitalforvaltning udtaler sig i dag til Finans.dk positivt omkring investering i danske aktier. Efter de seneste måneders nedtur på det danske aktiemarked er de største danske aktier blevet billigere og handler nu til en P/E værdi på 17,2 i forhold til en P/E værdi på 27,9 de seneste to år. OMX C25 er i skrivende stund nede med 12% siden årsskiftet, mens de danske indeks for de mindre og mellemstore virksomheder er sluppet billigere med fald på mellem 4% og 7%.
Her hos os på investeringsmyter.dk har vi kigget nærmere på de aktiefonde, som investerer i danske aktier. Vi har analyseret 26 fonde med en Morningstar rating på minimum to stjerner eller som er mindre end tre år gamle og derfor endnu ikke har en Morningstar rating. Fire af de 26 fonde er passive fonde.
Vores analyse viser, at år-til-dato har Danske Invest Danmark Indeks ex. OMXC20 (-3,8%), PFA Invest Danske Aktier (-6,6%) og Falcon Invest Danske Aktier Momentum (-7,2%) klaret sig bedst. På længere sigt (3 år) har BankInvest Selected Small Cap Danske Aktier (29,1%), Nordea Invest Danske Aktier Fokus (19,1%) og PFA Invest Danske Aktier (18,5%) leveret det højeste afkast i gennemsnit pr. år. Målt på sharpe ratio (der udtrykker merafkast efter omkostninger målt i forhold til risiko over 3 år, og hvor en score på >1 normalt anses som den gode investering) er vinderne Nordea Invest Danske Aktier Fokus (1,23), Sparinvest Index OMX C25 (1,22) og Nordea Invest Danmark (1,21).
Se tabellen for flere informationer om de 26 analyserede fonde.