Svage investeringsresultater klæber sig til Formuepleje

Formuepleje, der er en af Danmarks største bankuafhængige formueforvaltere, kommer i deres seneste udgave af investormagasinet ”Formue” (1. halvår 2024) med et udokumenteret postulat: ”Igen i 2023 var vores foreninger og investeringsløsninger konsekvent på top-3 på listen over Danmarks bedste investeringsforeninger hos det uafhængige analysehus Morningstar”.  

Det er ikke et billede, som vi umiddelbart kan genkende her hos investeringsmyter.dk, hvor vi mener vi normalt har et rigtig godt indblik i Morningstar’s analyser. Vi satte os således for at analysere Formueplejes investeringsresultater nærmere for at se om der kan være hold i påstanden.

Formuepleje har gennemgået en lang række store ændringer, både ledelsesmæssigt og i deres investeringsteam. Samtidig må man forstå, at formueforvalteren rent faktisk er startet helt forfra. Som den adm. direktør selv siger: ”Vi har brugt det seneste år på at skille virksomheden ad, gennemlyse den, forstå den og bygge den op på ny.” Vores logik siger os, at noget sådant gør man ikke, hvis man er blandt de bedste! 

Noget ubeskedent lyder det samtidigt fra topchefen om investeringsåret 2023: ”Har vi gjort det godt nok – nej, ikke hele vejen rundt – det erkender jeg”. En udtalelse, som også umiddelbart synes at være i modstrid med flotte resultater hos Morningstar.

Vores analyse viser, at 2023 på lange stræk igen var et skuffende år for investorerne i Formuepleje. På lignende vis leverede Formuepleje også i 2022 og 2021 utilfredsstillende investeringsresultater til deres investorer.

Morningstar uddeler hver år en række såkaldte Fund Awards til danske investeringsforeninger og fonde på tværs af forskellige investeringskategorier. Hverken i 2022 eller 2023 (for opnåede resultater i henholdsvis investeringsåret 2021 og 2022) opnåede Formuepleje en eneste Fund Award, hvorimod ni af deres største konkurrenter alle opnåede én eller flere Fund Awards.

Til marts 2024 vil vi se, om Formuepleje opnår en eller flere Fund Awards 2024 (for opnåede resultater i investeringsåret 2023).  I mellemtiden kan du læse vores analyse af Formueplejes investeringsresultater på vores hjemmeside. Du kan se analysen nedenfor.

Af analysen kan du bl.a. se følgende:

  • Vi har analyseret 16 fonde med minimum 3 års historik tilgængelige hos Morningstar, hvor fem er aktiefonde, fire er obligationsfonde, og syv er balancerede fonde.
  • De 16 fonde har i gennemsnit leveret et afkast på 8,2% over det seneste år, mens investorer som har været investeret i tre år har opnået et årligt gennemsnitligt negativt afkast på 0,3%. Over fem og 10 år har det gennemsnitlige årlige afkast været henholdsvis 4,3% og 5,2%
  • Sammenlignet med fondenes benchmark har de 16 fonde i gennemsnit ikke formået at slå deres indeks, hverken i 2022 eller 2023. Kun fire fonde har slået deres indeks i 2022, mens blot en enkelt fond har slået sit indeks i 2023.
  • Den gennemsnitlige sharpe ratio for de 16 fonde er 0,06. Sharpe ratio udtrykker merafkast efter omkostninger målt i forhold til risiko over tre år og et nøgletal over 0,5 er normalt  udtryk for den gode investering. Kun to fonde kniber sig over en sharp ratio på over 0,5 med henholdsvis 0,51 og 0,55. Seks fonde har en negativ sharpe ratio.

Tak fordi du følger investeringsmyter.dk på LinkedIn eller her på vores webside, når vi analyserer danske investeringsforeninger og deres aktiefonde. Hvis du ønsker at tage kontrol over din egen opsparing og ønsker en individuel tilpasset objektiv investeringsanalyse, kan du også læse mere og gratis rekvirere vores guide ”Hjælp til at investere” her på vores webside.

Klik på billedet for at forstørre det

Se indlægget på LinkedIn

Forbehold for fejl. Historiske afkast er ingen garanti for fremtidige afkast. Analysen er ikke en investeringsanbefaling. Investeringsmyter.dk kan ikke gøres ansvarlige for dispositioner foretaget på baggrund af vores analyser.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *