Efter en stærk januar måned har aktiemarkederne igennem de seneste uger været præget af større turbulens. Det skyldes bl.a. fortsat usikkerhed om slutmålet for den amerikanske og europæiske nationalbanks rentestigninger, samt hvor succesfuldt og hurtigt de fortsat høje inflationstal kan nedbringes. Senest har også usikkerhed omkring enkelte bankers finansielle problemer skabt en generel bekymring for sundheden i den globale banksektor.
Ser man på de store aktieindeks, viser bl.a. amerikanske Nasdaq (12%) og S&P 500 (3%) fortsat en positiv udvikling for året, mens Dow Jones er vendt rundt siden januar (-3%) I Europa viser både Euro Stoxx 50 (7%) og Euro Stoxx 600 (3%) en fortsat positiv udvikling for de europæiske aktier år-til-dato, omend det danske C25 ikke har hævet sig over 2022 slutkurserne (-1%). I Asien viser Hang-Seng i Hong Kong et fald (-6%), mens både SSE i Shanghai (4%) og det japanske Nikkei (5%) er oppe for året.
Igennem 2022 var det primært aktiefonde med fokus på defensive, value- og højt udbytte aktier som klarede sig bedst. Igennem 2023 har investorerne indtil nu i højere grad været fokuseret på de mere vækstorienterede aktier.
Vores Top 20 analyse viser, at Danske Invest Teknologi Indeks (14.9%), SEBinvest Global Opportunity (14,4%) og Nordea Invest Bæredygtige Aktier (13,8%) er de tre bedste aktiefonde målt på afkast år-til-dato.
På længere sigt (tre år annualiseret) er de tre topscorere i vores Top-20 målt på højeste afkast Skagen Focus (29,1%), Sydinvest Morningstar Global Sustainability Index (20,8%) og SEB Nordamerika Aktier Indeks SRI (19,7%).
Øvrige fonde (udenfor denne Top 20 analyse), som har leveret flotte afkast på over 20% annualiseret over de seneste tre år er Maj Invest Global Sundhed (30,4%), BankInvest Select Small Cap Danske Aktier (26,1%), Great Dane Globale Aktier (23,7%), BLS Invest Globale Aktier (23,0%), Danske Invest Danmark Indeks ex. OMXC20 (21,8%) og Nykredit Invest Danske Fokusaktier (20,7%).
Du finder den komplette analyse af Top 20 aktiefondene nedenfor.
Følg investeringsmyter.dk her på vores webside eller på LinkedIn, når vi analyserer danske investeringsforeninger og deres aktiefonde. Hvis du selv ønsker at tage kontrol over din opsparing, kan du gratis rekvirere vores opdaterede guide ”Hjælp til at investere” her på vores webside.
Forbehold for fejl. Historiske afkast er ingen garanti for fremtidige afkast. Analysen er ikke en investeringsanbefaling. Investeringsmyter.dk kan ikke gøres ansvarlige for dispositioner foretaget på baggrund af vores analyser.