Efter inflations- og rentekrisen blev det i 2023 igen interessant for investorer at investere i fonde med obligationer.
Indgangen til privates investeringer igennem banker i dag, fx via deres automatiserede investeringsrobotter, er som oftest balancerede fonde, som kombinerer aktier og obligationer med forskellig risikoprofil afhængig af andelen af obligationer.
Der er nu gået et par år, hvor vi har opereret i et mere almindeligt rentemiljø, og vi begynder at få en ide om, hvilke investeringsresultater, man som investor kan opnå, hvis man af hensyn til sin risiko ønsker en større andel af obligationer i sine investeringer.
I vores analyse har vi kigget på de 14 balancerede fonde i kategorien lav risiko fra danske investeringsforeninger, som har opnået Morningstars højeste ratings på fem eller fire stjerner.
I de 14 balancerede fonde får man som investor en andel af obligationer, der svinger mellem 54% og 82%. Det gennemsnitlige afkast i fondene er på 8,8% år-til-dato, mens fondene i 2023 gav 7,8% i afkast i gennemsnit. Disse positive afkast kom efter et svært 2022, hvor fondene i gennemsnit tabte -11,5%.
Som investorer i balancerede fonde med lav risiko får man dog ”mindst for pengene”, idet de løbende omkostninger udgør den største relative andel af afkastet sammenlignet med investeringer i balancerede fonde med højere risiko eller i aktiefonde. Den gennemsnitlige løbende omkostning er for tiden således på 0,9% i de 14 analyserede fonde, bl.a. fordi de alle, på nær en enkelt fond, er aktivt forvaltede.
Du kan læse analysen af de 14 balancerede fonde med lav risiko nedenfor.
Tak fordi du følger investeringsmyter.dk på LinkedIn eller her på vores webside, når vi objektivt analyserer danske og udenlandske investeringsudbydere og deres investeringsfonde. Hvis du ønsker at tage kontrol over din egen opsparing og ønsker en individuel tilpasset investeringsanalyse af de bedste fonde for dig, kan du også læse mere og gratis rekvirere vores guide ”Hjælp til at investere” på vores webside.
Alle data i analysen er baseret på Morningstar. Forbehold for fejl. Historiske afkast er ingen garanti for fremtidige afkast. Analysen er ikke en investeringsanbefaling. Invester aldrig uden professionel rådgivning. Investeringsmyter.dk kan ikke gøres ansvarlige for dispositioner foretaget på baggrund af vores analyser. Investeringsmyter.dk respekterer alle Morningstars rettigheder og copyrights. Du kan finde mere information om vores samarbejde med Morningstar på vores webside og mere information om Morningstar på https://www.morningstar.dk/dk/