Den seneste måned har vores ETF-modelportefølje givet et negativt afkast på 1,8 %. Kun aktiefonden med investeringer i Emerging Markets leverede et positivt afkast.
Årsagerne til de faldende aktiemarkeder den seneste måned skal som så ofte før findes i de økonomiske nøgletal for inflation og renter. Inflationen er stigende både i Europa og USA, og denne uges rentestigning fra den europæiske centralbank, ECB, kan meget vel blive efterfulgt af en rentestigning fra den amerikanske centralbank, Fed, i den kommende uge.
Den fortsatte konflikt mellem USA og Iran, der synes langt fra en løsning, er samtidig med til at øge den geopolitiske usikkerhed og skabe yderligere nervøsitet på de finansielle markeder. Investorerne står derfor i øjeblikket over for en kombination af stigende inflation, risiko for højere renter og betydelig geopolitisk usikkerhed – en cocktail, der har lagt pres på aktiemarkederne.
De otte ETF-aktiefonde i vores modelportefølje giver investorer en stor spredning og er fordelt med to fonde hver inden for henholdsvis 1) globale, 2) amerikanske, 3) europæiske og 4) asiatiske, japanske og emerging markets-aktier. Fondene har en samlet fondsstørrelse på omkring 400 mia. USD globalt og har omkring 325.000 investorer alene hos Nordnet.
Det gennemsnitlige år-til-dato-afkast er 15 %. På lang sigt har de otte aktiefonde i gennemsnit over de seneste fem år givet et årligt afkast på 11,1 %.
De gennemsnitlige løbende omkostninger for de otte fonde er blot 0,16 %, og det er gratis at gå både ind i og ud af fondene. Det betyder, at omkostningerne er omkring en tiendedel af omkostningerne for en gennemsnitlig aktivt forvaltet aktiefond fra danske investeringsforeninger.
Den gennemsnitlige risiko for modelporteføljen, målt som standardafvigelse over de seneste tre år, er 13,7 %, hvilket indikerer en moderat risiko for porteføljen. Sharpe ratio er et udtryk for porteføljens gennemsnitlige merafkast efter alle omkostninger og i forhold til den risiko, som investor tager. En Sharpe ratio på 1,21 indikerer, at porteføljen har givet et attraktivt merafkast i forhold til den risiko, investor har taget, over de seneste tre år.
I modelporteføljens aktiefonde beskattes afkast, både kursgevinster og udbytter, som aktieindkomst med 27 % op til 79.400 kr. og 42 % derover. Er man gift og samlevende med sin ægtefælle ved årets udgang, er grænsen samlet 158.800 kr. Beskatningen sker som lagerbeskatning, hvor skatten betales hvert år i januar af både realiserede og urealiserede kursgevinster og -tab samt udbytter i det forløbne år. Dette er i modsætning til aktiefonde fra danske investeringsforeninger, der er realisationsbeskattede. Det betyder, at man som investor først beskattes af en kursgevinst, når man sælger investeringen, mens udbytte beskattes ved udbetalingen.
Tak fordi du følger investeringsmyter.dk og vores uafhængige analyser af danske og udenlandske investeringsforeninger og fonde.
Hvis du ønsker at tage kontrol over din egen opsparing og spare titusindvis af kroner, kan vi tilbyde dig en udvidet investeringsanalyse af de bedste fonde for dig. Vi tilbyder dig også en gratis og uforpligtende gennemgang af dine eksisterende fonde.


Data i investeringsanalyserne er baseret på Morningstar. Vi tager forbehold for fejl. Historiske afkast er ingen garanti for fremtidige afkast. Analysen er ikke en anbefaling om at investere. Hos investeringsmyter.dk kan vi ikke gøres ansvarlige for dispositioner foretaget på baggrund af vores analyser. Investeringsmyter.dk respekterer alle Morningstars rettigheder og copyrights. Du kan finde mere information om vores samarbejde med Morningstar på vores webside og mere information om Morningstar på https://global.morningstar.com/en-nd