BankInvest fejrer ti år på toppen – men målingen rejser spørgsmål

BankInvest kalder sig kundernes foretrukne kapitalforvalter. Men bag den flotte førsteplads gemmer der sig en række spørgsmål om undersøgelsens datagrundlag, og centrale oplysninger er fortrolige.

I denne uge modtog jeg en e-mail fra BankInvest med overskriften: »BankInvest er kundens foretrukne kapitalforvalter«.

Budskabet er, at BankInvest for tiende år i træk er blevet vurderet som den bedste kapitalforvalter. Det sker i Kantar Prosperas årlige måling, hvor danske pengeinstitutter og distributører vurderer de kapitalforvaltere, de samarbejder med.

BankInvest oplyser, at 41 danske pengeinstitutter og distributører har deltaget i årets undersøgelse, som er gennemført i august og september 2026. BankInvest får en samlet score på 4,32 ud af 5 og er den eneste kapitalforvalter, der scorer over 4.

CEO i BankInvest, Lotte Månsson, udtaler:

»Vi er glade og taknemmelige for den tillid, vi oplever. At distributørerne for tiende år i træk vurderer os helt i top, får man ikke forærende. Det skal vi gøre os fortjent til hvert eneste år.«

Ifølge BankInvest peger distributørerne på porteføljeforvalternes kompetencer, afkasthistorik og produktinformation som de vigtigste kriterier for en god kapitalforvalter – og i alle tre kategorier ligger BankInvest nummer ét.

Det lyder umiddelbart imponerende. Men da jeg læste meddelelsen, var der især tre ting, jeg bed mærke i.

Kundeundersøgelse eller brancheundersøgelse?

BankInvest bruger i sin e-mail formuleringen »kundens foretrukne kapitalforvalter«, og den samme formulering går igen på hjemmesiden. Det er efter min opfattelse en misvisende beskrivelse af undersøgelsen, når det ikke er de private investorer, der i sidste ende køber fondene, men pengeinstitutter og andre distributører, der vurderer kapitalforvalterne.

Det ændrer ikke ved, at ordvalget i sig selv ikke er det væsentligste. Det afgørende er, hvad undersøgelsen faktisk måler, hvem der vurderer kapitalforvalterne, og hvordan resultatet er blevet til. Men netop derfor bør man heller ikke kalde distributørernes vurderinger for »kundens« præferencer.

Nummer ét på afkast – men hvordan?

BankInvest skriver, at distributørerne peger på afkasthistorik som et af de tre vigtigste kriterier for en god kapitalforvalter. Samtidig ligger BankInvest nummer ét på netop dette område.

Det er interessant, for afkast er noget, der i modsætning til eksempelvis kompetencer og produktinformation i princippet kan måles objektivt.

Hos Investeringsmyter analyserer vi hver uge hundredvis af fonde med henblik på at identificere de bedste fonde for vores kunder. Og BankInvest er relativt sjældent med i toppen af vores analyser – hverken når vi ser på rene afkast eller risikojusterede afkast efter alle omkostninger.

Det fik os naturligvis til at kontakte både Kantar Prospera og BankInvest for at forstå og få dokumentation for, hvordan BankInvest kan ligge nummer ét på afkasthistorik i undersøgelsen.

Vi fik at vide, at der er tale om fortrolige oplysninger.

Vi fik dog oplyst, at hverken Danske Invest eller Nordea Invest deltager i undersøgelsen.

Det er værd at have med, når BankInvest samtidig kommunikerer, at de er den bedste kapitalforvalter med den højeste score af alle kapitalforvaltere. 

For hvis nogle af Danmarks største kapitalforvaltere ikke indgår i undersøgelsen, kan man naturligvis stille spørgsmål ved, hvor bred en sammenligning der reelt er tale om.

Morningstar og Dansk Aktionærforening giver et andet billede

Et andet perspektiv er Morningstars bedømmelser og Dansk Aktionærforenings kåring af de bedste aktiefonde.

I vores gennemgang gav Morningstar de maksimale fem stjerner til tre ud af 108 BankInvest-fonde, svarende til knap 3 procent. Morningstars stjerne-bedømmelse måler og sammenligner fondes historiske, risikojusterede afkast med andre fonde i samme Morningstar-kategori.

Til sammenligning havde Danske Invest 34 ud af 343 fonde med fem stjerner, svarende til knap 10 procent, mens Nordea Invest havde 36 ud af 500 fonde, svarende til godt 7 procent.

Det er naturligvis vigtigt at understrege, at Morningstars bedømmelser og Kantar Prosperas undersøgelse måler forskellige ting. Forskellige målemetoder kan derfor give meget forskellige billeder af en kapitalforvalters resultater.

Men Morningstars metode er transparent, og vi ved derfor præcis, hvad der ligger til grund for deres bedømmelser. Det samme kan ikke siges om Kantar Prosperas undersøgelse, hvor det ikke er oplyst, hvad der konkret ligger til grund for målingerne.

Der er også detaljer ved de tre BankInvest-fonde, som hos Morningstar får de maksimale fem stjerner, og som man som investor skal være opmærksom på.

Den ene er BankInvest Globale Aktier W (ISIN DK0061271509). Det er en W-klasse, som er målrettet investorer med porteføljepleje-, rådgivnings- eller anden investeringsaftale med BankInvests distributører. Den kan altså ikke købes af almindelige investorer på netbank eller handelsplatforme som Nordnet eller Saxo Bank. Fonden findes desuden i en akkumulerende W-klasse, BankInvest Globale Aktier Akkumuleret W (ISIN DK0061271772), som også har fået fem Morningstar-stjerner.

Den tredje er BankInvest Select Fokus Danske Aktier (ISIN DK0060853349), hvor et investeringsbevis koster omkring 33.000 kroner.

Det er naturligvis muligt for en privat investor at investere et sådant beløb, men prisen betyder samtidig, at man kan stille spørgsmål ved, hvor udbredt fonden er blandt de almindelige bankkunder.

Pointen er ikke, at de tre fonde ikke skal tælle med i Morningstars vurdering. Det skal de naturligvis, hvis de opfylder Morningstars kriterier.

Pointen er derimod, at man skal være forsigtig med at gå fra en samlet rating af kapitalforvalterens fonde til en generel konklusion om kvaliteten af kapitalforvalterens produkter for den almindelige investor.

Et andet perspektiv er Dansk Aktionærforenings kåring af årets bedste aktiefonde. Kåringen omfatter fem geografiske kategorier – Danmark, Nordamerika, Global, Europa og Emerging Markets – og som Morningstar også bygger på en transparent metode. Her vurderes aktiefondene ud fra fire vægtede parametre: afkast (55 %), risikojusteret afkast (15 %), omkostninger (20 %) og risiko (10 %).

For hver af de fire komponenter måles, hvor langt fonden ligger fra den typiske fond i kategorien. Den typiske fond er medianen – den midterste fond, når alle sorteres. Afstanden måles i enheder af spredningen i kategorien, beregnet med en metode der er robust over for enkeltstående ekstreme fonde. 

I den seneste kåring fra 7. maj i år opnår BankInvest blot én Top 3-placering: BankInvest Select Fokus Danske Aktier (ISIN DK0060853349) i kategorien Danske aktier.

Du kan læse mere om Dansk Aktionærforenings kåring og den bagvedliggende metode her:

https://shareholders.dk/analyser/dansk-aktionaerforening-kaarer-de-bedste-fonde-2026

Forskellige undersøgelser af investeringsresultater kan nå vidt forskellige konklusioner. Derfor er det afgørende at se på, hvad der konkret måles, hvordan det måles, hvem der måler og vurderer, og hvilke fonde og kapitalforvaltere der indgår – og efter hvilke kriterier. Det oplyser Kantar Prospera og BankInvest ikke tilstrækkeligt om, og dermed bliver grundlaget for deres konklusioner vanskeligt at vurdere.

Hvor mange distributører har betydning?

Det bringer os til det sidste punkt: Distributionsnetværket.

Vores tese er ikke, at et stort distributionsnetværk i sig selv gør en kapitalforvalter bedre eller dårligere.

Men når det er distributørerne, der vurderer kapitalforvalterne, er det relevant at se på, hvor mange distributører de forskellige kapitalforvaltere har, og hvordan respondenterne er sammensat.

BankInvest har et meget stort distributionsnetværk.

I vores kortlægning har vi registreret 41 distributører for BankInvest, mens fx Danske Invest har 15 distributører på sin aktuelle liste og Jyske Invest har 10 distributører.

Nordea Invest distribuerer primært sine investeringsprodukter gennem egne filialer.

Det rejser et interessant metodisk spørgsmål:

Har det betydning for resultatet, hvor mange distributører en kapitalforvalter har blandt de potentielle respondenter?

Det kan vi ikke konkludere ud fra de oplysninger, der er tilgængelige.

Men hvis én kapitalforvalter har væsentligt flere distributører blandt de potentielle respondenter end en anden, er det relevant at vide, hvordan stikprøven er sammensat, hvilke kapitalforvaltere de enkelte respondenter faktisk har vurderet, og om alle kapitalforvaltere har været udsat for den samme vurderingspopulation.

Det er netop den type oplysninger, vi gerne ville have haft svar på.

Men hverken Kantar Prospera eller BankInvest ønskede at diskutere dette nærmere med os.

Ti år på toppen – men hvad betyder det?

Der er ingen grund til at betvivle, at BankInvest har leveret et stærkt resultat i Kantar Prosperas undersøgelse.

Ti førstepladser i træk er bemærkelsesværdigt. Og BankInvest scorer højt på en række af de kriterier, som distributørerne selv lægger vægt på. Ifølge BankInvest er de blandt andet nummer ét på porteføljeforvalternes kompetencer, afkasthistorik og produktinformation.

Men man bør være præcis med, hvad resultatet fortæller.

Det er ikke en sammenligning af samtlige danske kapitalforvalteres investeringsafkast.

Det er heller ikke en uafhængig analyse af, hvilke fonde der har leveret de bedste risikojusterede afkast efter omkostninger.

Det er en undersøgelse af, hvordan 41 pengeinstitutter og distributører vurderer de kapitalforvaltere, de samarbejder med.

Det er en legitim og interessant branchemåling.

Men når BankInvest samtidig bruger resultatet i sin markedsføring, er det efter min mening rimeligt at spørge lidt nærmere ind til præmisserne.

Hvem deltager? Hvem vurderer hvem? Hvordan vægtes svarene? Hvilke kapitalforvaltere indgår – og hvilke gør ikke? Og hvordan kan BankInvest være nummer ét på afkasthistorik, når dokumentationen for denne del af undersøgelsen er fortrolig?

Når BankInvest for tiende år i træk står øverst på listen, er det selvfølgelig interessant.

Men som investor er det mindst lige så interessant at vide, hvad listen faktisk måler.

Tak fordi du følger investeringsmyter.dk og vores uafhængige analyser af danske og udenlandske investeringsforeninger og fonde.

Hvis du ønsker at tage kontrol over din egen opsparing og spare titusindvis af kroner, kan vi tilbyde dig en udvidet investeringsanalyse af de bedste fonde for dig. Vi tilbyder dig også en gratis og uforpligtende gennemgang af dine eksisterende fonde.

Du kan læse mere i vores investeringsguide ”Hjælp til at investere”. Her får du også mere at vide om vores analyser og samarbejde med Morningstar. Guiden kan du rekvirere gratis og uforpligtende her på vores webside.

Data i vores investeringsanalyser er baseret på Morningstar. Vi tager forbehold for fejl. Historiske afkast er ingen garanti for fremtidige afkast. Analysen er ikke en anbefaling om at investere. Hos investeringsmyter.dk kan vi ikke gøres ansvarlige for dispositioner foretaget på baggrund af vores analyser. Investeringsmyter.dk respekterer alle Morningstars rettigheder og copyrights. Du kan finde mere information om vores samarbejde med Morningstar på vores webside og mere information om Morningstar på https://global.morningstar.com/en-nd