Aktiemarkederne på tværs af Europa faldt i juni måned. Det var i modsætning til stort set alle andre aktiemarkeder i verden.
De to store europæiske aktieindeks EuroStoxx 50 og EuroStoxx 600 faldt med henholdsvis 1,3% og 1,6%. De ledende indeks i de store europæiske lande som Tyskland, UK, Frankrig, Italien og Spanien havde alle en måned i rødt.
Modsat var situationen i USA, hvor de tre store amerikanske indeks S&P500, DJIA og Nasdaq steg med henholdsvis 4,5%, 4,2% og 5,5%. I Japan var Nikkei 225 og TOPIX oppe med henholdsvis 6,7 og 2,0%. Også på tværs af Asien viste de ledende indeks en positiv udvikling, da HangSeng (HongKong), CSI 300 og SSE (Kina), Kospi (Sydkorea) og Nifty 50 (Indien) steg med henholdsvis 4,0%, 2,4%, 2,9%, 14,5% og 3,3%. Også i de største markeder i Sydamerika – med undtagelse af Argentina – steg aktiemarkederne igennem juni måned.
Vores seneste analyse viser, at trenden fra maj fortsatte i juni, hvor de europæiske aktiefonde mistede momentum i forhold til de amerikanske og de USA dominerede globale aktiefonde. På trods af øgede investeringer i europæisk forsvar og en mere lempelig økonomisk politik på tværs af EU, så virker de traditionelle europæiske udfordringer – med bl.a. ringe innovation, stort bureaukrati, høj erhvervsbeskatning, en mislykket energipolitik og mangel på avanceret teknologi og råvarer – opbremsende for den fremgang, som investorer har oplevet på de europæiske aktiemarkeder igennem årets første måneder.
Nedenfor finder du vores top 20 analyse over de bedste børsnoterede aktiefonde fra danske investeringsforeninger målt på afkast juni år-til-dato. Analysen er endnu en gang domineret af de europæiske fonde. 16 fonde er brede europæiske fonde eller dækker enkeltmarkeder eller mindre regioner i Europa.
Den seneste måned har de 10 brede europæiske fonde i analysen vist et fald på gennemsnitligt 1,2%. Af analysen ses det modsat, at de analyserede ni globale og ni amerikanske aktiefonde i den samme periode viste en stigning på henholdsvis 0,7% og 1,1 %.
Analysen inkluderer også afkast for de seneste tre måneder. Her har de 10 brede europæiske aktiefonde i analysen med et gennemsnitligt afkast på 3,3% stadig et marginalt forspring til de ni analyserede passivt forvaltede globale aktiefonde, som har leveret 3,1%, mens de ni analyserede både passivt og aktivt forvaltede amerikanske fonde fortsat har noget at indhente med blot 1,1% i afkast de seneste tre måneder.
Som investor skal man dog huske på, at den amerikanske dollar er faldet med 12,3% juni år-til-dato og med henholdsvis 3,9% den seneste måned og med 8,6% de seneste tre måneder.
Tak fordi du følger investeringsmyter.dk og vores uafhængige analyser af danske og udenlandske investeringsforeninger og fonde.
Hvis du ønsker at tage kontrol over din egen opsparing og spare titusindvis af kroner, kan vi tilbyde dig en investeringsanalyse af de bedste fonde for dig. Vi tilbyder dig også en gratis og uforpligtende gennemgang af dine eksisterende fonde.
Du kan læse mere i vores investeringsguide ”Hjælp til at investere”, som du kan rekvirere gratis her på vores webside.




Data i investeringsanalyserne er baseret på Morningstar. Vi tager forbehold for fejl. Historiske afkast er ingen garanti for fremtidige afkast. Analysen er ikke en anbefaling om at investere. Invester aldrig uden professionel rådgivning eller professionel indsigt. Hos investeringsmyter.dk kan vi ikke gøres ansvarlige for dispositioner foretaget på baggrund af vores analyser. Investeringsmyter.dk respekterer alle Morningstars rettigheder og copyrights. Du kan finde mere information om vores samarbejde med Morningstar på vores webside og mere information om Morningstar på https://www.morningstar.dk/dk/